Fem boligtendenser jeg ikke forstår

IMG_1671-2

Lad mig sige det som det er. Jeg hører ikke til de boligrelativister, der mener, at god stil udelukkende er et spørgsmål om subjektiv smag. Selvom man kan indrette sig fedt på mange forskellige måder, er alt ikke lige godt. Nogle boligtendenser er for mig decideret uforståelige.

Fravalg er mindst lige så afgørene i en boligindretning som tilvalg. Derfor vil jeg nu give mine fem bud på, hvad du med fordel kan gå uden om – uanset hvilken stil din bolig i øvrigt har.

1. Citatplakater

Bogstaver, små ord og hele citater er for øjeblikket et stort hit i interiørbutikkerne og i mange hjem. De printede ord sniger sig ind på både plakater, vaser, kopper, tallerkener, magneter og en masse andet.

Og det er måske ikke uforståeligt. Det er let at lave et fedt grafisk udtryk med bogstaver i forskellige skrifttyper, størrelser og tykkelser. Og det passer til næsten alt.

Men. Jeg må indrømme at jeg har meget svært ved at abstrahere fra de intetsigende, lalleglade eller selvindlysende budskaber, der typisk er anført på plakaten: “POSITIVE MIND, POSITIVE LIFE”, “MAKE YOURSELF SO HAPPY SO THAT WHEN OTHERS LOOK AT YOU, THEY BECOME HAPPY TOO”.

Fint nok med lidt lommefilosofi. Men lad det nu blive i Gajolæskerne.

Køb i stedet: Grafiske plakater uden ord, fx herfra.

2. Skamler

Jeg var for nylig ude og spise fancy organisk mad med en gruppe venner i København. Det blev en kort aften. Ikke fordi maden var ringe eller selskabet tvivlsomt. Men fordi spisestedets skamler efter et par timer var ulidelige at sidde på.

Og jeg ved godt, at det her synspunkt bliver op ad bakke at fremføre. For de ryggeløse stole, bænke og sofaer (‘daybeds’) har allerede gjort et massivt indtog i de trendy boligmagasiner, restauranter, barer og cafeer. Måske er det netop en del af en strategi, der skal sikre at folk ikke bliver hængende for længe. Eller måske er det bare mig, der har rygrad som en 80-årig.

Hvorom alting er vil jeg tillade mig at spørge: Hvad var der nu galt med en almindelig spisebordstol?

Køb i stedet: Giver vist sig selv. Find nogle fine bud her.

3. Åbne badeværelser

Jeg troede det var en joke, da jeg for nylig faldt over en annonce i et stort boligblad, der bedyrede, at badeværelses nu skulle være det nye opholdsrum. Men nej. Og ikke nok med det. Med store vinduer fra gulv til loft skulle det åbenbart også være muligt for enhver forbipasserede på gaden at følge med i, hvad der foregår på badeværelset!

Flere hoteller har taget tendensen til sig og designet hotelværelser, hvor bad, soveværelse og i værste tilfælde også toilet er smeltet sammen til ét rum. Så kan man rigtig være sammen om ALT.

Det er selvfølgelig fint, at der også er nogen tænker på ekshibitionisterne. Men tror så alligevel jeg foretrækker privatlivet.

Køb i stedet:  Ingenting. Behold hvad du har.

4. Mastodontlænestole

Lænestolen kan være et smukt og formfuldendt møbel, der sætter prikken over i’et i dagligstuen. Eller den kan være en visuel bulldozer, der smadrer al æstetik omkring sig i komfortens hellige navn.

Desværre har jeg set en del eksempler på sidstnævnte ude i de danske hjem. Særligt svært har jeg det med store sorte læderlænestole med benstøtte og måske endda nakkestøtte a la den Joey har i Friends. Den er ikke bare grim, den er også asocial. Den fylder al den plads en hel sofa kunne have brugt!

Køb i stedet:  En sofa. Eller i det mindste en lænestol, der er pæn. Der er masser af dem.

5. Klicheer

Egentlig har jeg ikke som sådan noget imod PH-lampen, Piet Hein-bordet, Kubus-stagen eller Kähler-vasen. Det er alt sammen godt, stilrent og funktionelt design. Problemet er bare, at det er blevet så mainstream, at de efterhånden er mere klicheer end klassikere.

Jeg skal dog ikke spille hellig. Jeg ønsker mig selv en Kubus-stage.

Køb i stedet: Ting fra loppemarkedet. I det mindste som modvægt til mainstreamtingene.

Hvad synes du?

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Så enig i det hele!!

    • SVAR

      Haha, tak. Jeg indsamler materiale til en fortsættelse…